Kulturarvens grundspænding mellem nationale og globale strømme

Resumé

Resumé

Artiklen diskuterer den ”grundspænding” mellem det nationale og det globale, som kulturarven som begreb og konkret praksis finder betydning i. Et indledende eksempel fra forfatterens feltarbejde ved den historiske slagmark Dybbøl lige nord for den dansk/tyske grænse demonstrerer, hvordan steder og højtideligheder, der tidligere blev opfattet som stærkt nationale, i stigende grad tilskrives transnationale eller sågar universelle værdier. Herefter sporer og diskuterer forfatteren forbindelserne mellem national identitet, arkæologien og kulturarven, med reference til 1800tallets nationalromantiske vending. Særlig opmærksomhed tildeles den tyske præromantiker Johann Gottfried Herder (1744-1803), hvis tanker om sammenhængen mellem folk, nation og kultur fik afgørende betydning for toneangivende danske skikkelser som Adam Oehlenschläger og N.F.S. Grundtvig. Forståelsen af kulturarven, som voksede frem i 1800-tallets Danmark, var knyttet til erfaringen af den krisestemning, som blandt andet tabet af Norge 1814 og de slesvigske krige 1848-51 og 1864 hensatte nationen i. Dansk kultur og kulturarv blev opfattet som noget grundlæggende skrøbeligt og truet, en præmis som stadig kendetegner megen kulturarvspraksis.

Men parallelt med denne grundlæggende nationale konnotation i kulturarvsbegrebet peger forfatteren på nutidige bevægelser, som peger i en tilsyneladende modsat retning, hvor genstande, steder, monumenter og traditioner i stigende grad søges knyttet til universelle og kosmopolitiske dagsordner og medfølgende værdisæt, som det ses mest rendyrket hos UNESCO. Artiklen diskuterer den nyere universalistiske kulturarvstænkning gennem en kritisk analyse af UNESCOs verdensarvsbegreb. Der argumenteres for, at man under  verdensorganisationens diplomatiske og inkluderende sprogbrug aner en relativistisk og romantisk kulturforståelse, der på paradoksal vis fastholder de enkelte ”communities” og kulturer i afsondret og ubrydelig specificitet.

Artiklens analytiske strategi er at adressere relationerne og spændingerne mellem de nationale og globale forståelser og niveauer, og at undersøge de lag af fortolkning og forhandling, som er med til at fylde kulturarven med mening og værdi. Overordnet er ambitionen at sætte spørgsmålstegn ved relevansen af kategoriske opdelinger af kulturarv i geografiske trin eller koncentriske cirkler, opdelt i fx lokale, nationale og globale niveauer, og i stedet slå til lyd for en kulturanalyse, der interesserer sig for, hvordan sådanne kategorier fremelskes, forhandles og får effekt.