Grundtvig, Europe and the Third World: Dilemmas and Challenges

Resumé

Grundtvig Europa, og Den tredje Verden

Af Holger Bernt Hansen

Problemstillingen forudsætter, at overvejelser om den aktuelle kultur- og samfundssituation kombineres med historiske perspektiver, såvel om Grundtvigs tanker som også angående den historiske udvikling i forholdet mellem Europa og Den tredje Verden.

En kritisk analyse af den nuværende situation i den gamle verden fører til et resultat, der umiddelbart tager sig særdeles pessimistisk ud: b.de det kulturelle arvegods og samfundsidealerne synes at befinde sig midt i en proces præget af nedbrydning og forfald. Det gælder sansen for historien, respekten for det nedarvede; samtidig synes begreber som nation og folk at v.re blevet problematiseret; endvidere kan vi observere, hvordan nøgleinstitutioner som stat og kirke er inde i en forandringsproces, samtidig med at værdinormer skifter karakter.

Denne situation overvejes nu i sammenh.ng med den historiske kendsgerning, at Europa i b.de dette og sidste århundrede har været præget af en eurocentrisk forståelse af civilisation med en deraf følgende identifikation af europæisk kulturarv og civilisation slet og ret. Dette forhold havde også vidtrækkende følger for den missionspraksis, der i overvejende grad var bestemmende for de europæiske missionsselskaber, således at koloniseringspolitik og missionsstrategi betingede hinanden.

Betragter man imidlertid denne intolerante og ekspansionistiske holdning i forhold til Grundtvigs syn på folkekultur og alle folkeslagenes plads inden for universalhistorien, vil man se, at Grundtvigs tanker har en ganske anderledes tendens end den, der efter hans egen levetid blev den rådende. Ikke desto mindre konstaterer forfatteren i den aktuelle situation en ny og forstærket tendens til europæisk arrogance og magtbevidsthed.

Som en kritisk replik ind i denne situation anf.res dels nogle aspekter fra Grundtvigs egen tankeverden, dels nogle eksempler på en mere konstruktiv m.de at anskue forholdet mellem Europa og den tredje verden på. Blandt disse eksempler er der navnlig grund til at faste opmærksomhed ved Kachi Ozumbas erfaringer i forbindelse med forsøget på at omplante Grundtvigs skoletanker til Nigeria. Der lægges vægt på, at der er tale om alt andet end en bevidstløs overtagelse af grundtvigske klicheer, men tværtimod en omhyggelig sigtning og tilpasning. (Se i denne forbindelse K. Ozumbas eget bidrag her i bindet).

Endvidere diskuteres Erica Simons bestræbelser på en nyformulering af Grundtvigs skoletanker i sammenh.ng med bevægelsen for ’négritude’, der i 1950’erne var en betydelig faktor i henseende til en øget forståelse for afrikansk folkekultur. Det påpeges imidlertid, at det, med al respekt i øvrigt, også Er påkrævet at stille kritiske spørgsmål til tankegangen bag ’négritude’; f.eks. havde tankegangen en udtalt elitær tendens.

Afsluttende diskuteres nødvendigheden af en skånsom afvejning af, hvor det kan forekomme konstruktivt at inddrage Grundtvigs tanker, og hvor det er påkrævet at foretage en justering. Som eksempel på behovet for en revision anføres de problemer, der knytter sig til nation og folkelighed. Nationer og stater er i tredje-verdens sammenh.ng ofte kunstdannelser, der historisk set går tilbage til koloniherrerne. Derfor er det uundgåeligt at tilf.je kategorier som det etniske og stammefællesskabet, hvis man vil finde ind til de strukturer, der bærer modersmålet og det historiske fællesskab. Som en vej frem kan det derfor måske vise sig nødvendigt at tale om demokratisk vækkelse i stedet for national genopvågnen. Nationalitetstanken kan jo, som vi har set sørgeligt mange eksempler på de seneste år, vise sig at v.re b.de fremmedgørende og brugbar som instrument for undertrykkelse af mindretal. Spørgsmålet er da, om vi vil have bedre mulighed for at gengive de universelt gyldige værdier, Grundtvig sigtede til med sin forståelse af den levende folkeånd, hvis vi i stedet benytter det ret forståede demokrati-ideal som ledetråd.