Årg. 27 Nr. 68 (2012): Billedromaner

					Se Årg. 27 Nr. 68 (2012): Billedromaner
I Passage 68 sætter vi fokus på det, som vi under ét vil betegne moderne ‘billedromaner’. Med denne betegnelse ønsker vi at belyse et muligt krydsfelt mellem litteratur, grafiske romaner, film og tv-serier, hvor romanens karakteristika møder det visuelle.

I disse år kan man observere udviklinger inden for disse forskellige medier, der måske i virkeligheden er en del af samme tendens: I litteraturen ses et stigende antal romaner, der indarbejder fotografier, tegninger eller andre visuelle former i den litterære tekst, eller som udnytter skriftmediets eget grafiske potentiale. I tegneseriemediet dominerer de såkaldte graphic novels, der afprøver romanformens bredde i grafiske fortællinger og forholder sig til komplekse temaer som moderne identitet, erindring og historie. Endelig har vi over de seneste år set en udvikling inden for tv-mediet, hvor nyere (amerikanske) tv-serier, der allerede anerkendes som et bud på en moderne audiovisuel romanform, udfolder lange fortællinger med et væld af karakterer i afsnit, der bryder med det klassiske sitcom-formats hurtige plotafvikling. Suppleret af en nyoversættelse af W. J. T. Mitchells klassiske essay "The Pictorial Turn" samler Passage 68 op på dette felt af moderne visuelle romanformer og deres arbejde med ord og billeder.

Hvad sker der, når den litterære romanform indarbejder, inkorporeres i eller spiller sammen med andre – visuelle – genrer og medier?
Publiceret: 2012-12-02

Redaktionelt forord

Bidragyderliste