Årg. 22 Nr. 58 (2007): Vidnesbyrd
I disse år synes vidnesbyrd af forskellig art at indtage en stadig vigtigere funktion i indskrivningen af fortiden i det kulturelle, sociale, psykiske og politiske liv. Særligt inden for litteratur, film og kunst har der været en klar tendens til at ville dokumentere, bevidne og repræsentere realhistoriske forhold, som har en særlig traumatisk betydning i kulturen. Passage belyser i dette nummer de vigtigste aspekter af det litterære og kunstneriske vidnesbyrd og en række af de æstetiske, etiske, historiske og eksistentielle spørgsmål, det rejser.
Et af de centrale spørgsmål inden for den aktuelle vidnesbyrddiskussion, er spørgsmålet om, hvem der kan gøre sig til vidnesbyrdets subjekt; hvem der har ret til at tage ordet. Dette spørgsmål trænger sig mere og mere på, efterhånden som de overlevende førstehåndsvidner fra fx de nazistiske lejre bliver færre og færre. Sagen sættes på spidsen i Imre Kertész' essay "Hvem tilhører Auschwitz?". Her forsvarer han andenhåndsvidnet Roberto Benignis film Livet er smukt med, at dens ånd er autentisk - i modsætning til det andet andenhåndsvidne Steven Spielbergs Schindlers liste, der betegnes som kitsch, fordi den ikke har, og ikke kan have, begreb om kz-lejrens autentiske virkelighed.
Numret har artikler om blandt andet dansk og kinesisk vidnesbyrdlitteratur, om forholdet mellem æstetik og etik i vidnesbyrdlitteratur, og om forfattere som Elie Wiesel, W.G. Sebald og Paul Celan.
